Hvad er Korsør Biograf Teater?
Lokal biograf i Korsør - der samtidig er en af verdens ældste fungerende biograf - biografen har 2 sale, sal 1 med plads til 100, heraf 8 luksussæder, og sal 2 med plads til 61. Vi har mulighed for at vise film i 3D og gør det, i det omfang vi synes, det giver god mening og effekt for publikum.
Til en ægte biografoplevelse hører popcorn, sodavand og slik, det kan du selvfølgelig købe i kiosken før filmen. Vi har et stort udvalg af slikposer (Haribo, Toms og Pingvin), forskellige chokoladebarer, lakrids- og karamelstænger, slikkepinde, chips og peanuts. Vi har sodavand og øl fra en lokal leverandør, Harboe, og Coca Cola, almindelig og Zero. Du kan også købe kaffe og te. Det hele må tages med i salen.
Den eneste måde, biografen kan overleve på, er gennem kiosksalget, så derfor må du ikke medbringe egne drikkevarer, slik og popcorn.
Hvordan drives biografen?
Korsør Bio er siden november 1992 blevet drevet af en gruppe frivillige, helt ulønnede, biograf- og filminteresserede, som varetager alle daglige arbejdsopgaver.
Har du lyst til at være med i vores team, skal du være fyldt 18 år og være indstillet på at bruge mellem 3-4 eftermiddage og/eller aftener om måneden. I forbindelse med skolernes efterårs- jule- og vinterferie, er der ofte ekstra eftermiddagsforestillinger, så det kan godt blive til lidt mere.
Vil du vide mere om det at være frivillig i en af verdens ældste og måske hyggeligste biograf, så skriv en mail til biografen: mail@korsoer-bio.dk.